Min vej
med et kamera i hånden

Jeg plejer at sige, at jeg fotograferer med hjertet, da det er en følelse jeg har, når jeg står foran dig med mit Nikon kamera. Jeg kunne også kalde det for intuitiv fotografering, for jeg bliver altid inspireret og bruger intuitionen når jeg er ”on location” ude med dig, og lader mig guide intuitivt til hvad vi (også) kan/skal prøve. Du kan altid gå hjem med ro i maven og vente på at modtage dine redigerede digitale billeder nogle dage efter.
Nogle kalder det endda en magisk oplevelse, at være sammen med mig bag kameraet. Jeg selv har en oplevelse af at lege.
En ting er sikkert, det bliver uformelt og til tider temmelig morsomt.
Min far forærede mig mit første kamera, et Kodak Elektra, da jeg var omkring 12 år gammel i 1970erne. Siden dengang har jeg altid haft et kamera ved hånden, og er i hvert fald aldrig taget på ferie uden et kamera. Nedenfor ser du hvor elendig jeg var, du kan se min skygge på billedet, solen genspejles i vinduerne i mit barndomshjem, som jeg har fået alt for meget med af på billedet, men jeg har da i det mindste været heldig næsten at få min venindes knæ med.

Et levet liv – dokumentér det
De fotos jeg som ganske ung teenager tog med mit Kodak kamera har jeg heldigvis stadig. De er fra den tid hvor man fik sine billeder på mat fotopapir og puttede i fotomapper på rad og række i reolen – billeder der kan dokumentere et liv levet. Her ser du min far med min hamster, der hed Smuti, baggrunden er det klassiske 1970er billedtapet som var i mange typeparcelhuse fra den tid.

Mønstre, farver, linjer, små detaljer og mennesker har altid visuelt fascineret mig, så jeg har uendelig mange billeder af farverige gamle døre, murværk med revner, vinduer, makroblomster foto, landskab, mønstre i sandet eller isen og selvfølgelig af mennesker jeg har mødt på mine rejser.
Efterhånden må jeg sande, at jo mere jeg efterspørges til at tage portrætfotos, jo mere er jeg blevet klar over, at det er her jeg kan tilbyde dig noget værdifuldt, om det er et enkelt portræt, gravidfotos, familiefotos, babybilleder, et barn der skal konfirmeres eller måske et bryllup, så kan det blive en dokumentation på et øjeblik levet i dit eller jeres liv.
Prøv også at få nogle billeder ud på fotopapir, det kan altså stadig noget, det at sidde og bladre i billeder, og i dag er det så let selv at bestille digitalt, f.eks. i en fotobog.
Nederst på denne side har jeg fundet frem til muligheder, hvor du selv kan designe print.
Når en dør lukkes foran dig..... eller når du selv lukker døren bag dig - uanset hvad, så er du på vej en anden og måske ny interessant vej..... På LinkedIn kan du se hvad jeg tidligere har beskæftiget mig med.
Nedenfor ser du et billede fra sidst i 1970erne, en af mine veninder på en vippe. Klassiske kodak farver.

En anden god veninde havde nogle gange sin søde Weimaraner hund med på besøg hjemme hos mig, her på mit værelse omkring 1980. Et værelse med den sædvanlige skibsbriks, Club 8 møbler, orange og brunt alle vegne....

Her neden for ser du et billede af mig selv (taget med mit kamera) og en sjælden gang med kortklippet hår og nogle mærkelige malede striber i. Jeg har fået en ny og bedre seng, men den er altså stadig brun og beige. Jeg er ca. 16-17 år og det er i 1982-1983.


Ja, sådan kan man også se ud når man er på opgave som fast frivillig i fotografteamet på en varm sommerdag på Vig Festival
KURSER OG WORKSHOPS INDENFOR FOTOGRAFERING:
Helga Theilgaard - masterclass og et 1-1 mentorforløb
2024 - 2025
Jeg er i gang med et en-til-en mentorforløb med den anerkendte københavnske fotograf Helga Theilgaard, og hun er rigtig god til at sparke mig et vist sted.... :-)
2023
3 måneders masterclass hos Helga med masser at lære om portrætfotograferingen, måske ikke så meget det tekniske, men mere omkring det psykologiske, at få udtryk og historiefortælling med i sine billeder, og hvordan.
Læs mere om Helga her helgatheilgaard.com & theilgaardacademy.com

Ann Malmgren portræt workshop
2022
På en fotograf workshop med fotograf Ann Malmgren på Helgenæs / Mols. Her fik vi flere specifikke opgaver med at tage portræt af hinanden. En medkursist tog dette lidt dramatiske billede af mig, vi udnyttede enkeltheden med en græsbakke og det lurende uvejr og mit røde sjal som kontrast. Som Ann sagde er rød og grøn normalt ikke så gode sammen, men her virker det. Ann har bl.a. taget fotos til en stor bog om Tivolis botanik, hun er specialiseret i blomsterfotografering, afholder forskellige kurser, men har også i sine tidlige år været portrætfotograf med bl.a. portrætter af Dronning Ingrid.

Anja Ekstrøm beauty workshop
2022
På en fotograf workshop hos Anja fik vi udeveret hønsenet og materialer vi kunne vælge i mellem og så skulle vi bruge vores fantasi til at skabe noget kreativt til brug for en beauty fotografering med den smukke model Helene Mertz. Her blev jeg godt nok udfordret på mit håndarbejde :-). Til gengæld viste det mig, hvor lidt der faktisk skal til for at skabe noget til fotografiet.
Anja tager de mest fantastiske beauty fotos til modemagsiner og meget mere, se hendes hjemmesider her: Anja Ekstrøm.

Derudover har jeg i mange år fulgt og købt kurser hos den meget roste internationale bryllupsfotograf, underviser og foredragsholder Katelyn James fra USA. Er du selv nysgerrig på det at fotografere, kan jeg virkelig anbefale at starte med at se hendes gratis tips om naturligt lys på hendes YouTube kanal.
Som helt ung i starten af 1980erne ville det have været godt med nogle voksne omkring mig til at hjælpe mig med at tænke over og se hvad min passion egentlig var og "hvad jeg gerne ville være når jeg blev stor"! Sådan var det ikke dengang, så jeg havnede en meget klassisk vej med en studentereksamen i 1985 og senere en kontorassistent uddannelse, og har arbejdet i mange år i store internationale virksomheder som PA, sekretær, indkøb, salg og marketing. De sidste 6-7 år har jeg arbejdet mest med borgere på et hospital og som sygetransportchauffør hos Falck. Nu er jeg i en sen alder i gang med at blive omskolet til SOSU Hjælper, da jeg meget hellere vil arbejde med mennesker end sidde med Excelark. Det vil også give mig mere flexibilitet i arbejdslivet og dermed meget mere plads til fotograferingen. Havde jeg haft nogle til at "se" mig som ung med mit kamera, ville de muligvis have opfordret mig til at gå den kreative vej, måske med fotografuddannelsen. Det er for sent nu i min alder at leve af SU, så jeg er selvlærd via kurser, workshops, youtube, fotoklub, fotoopgaver og masser af øvelse.
Links til at bestille printede billeder
Da min søn blev konfirmeret i 2013 bestilte jeg en fotobog, hvor jeg selv indsatte de billeder jeg ville have "fremkaldt", dvs trykt. Den bog er jeg glad for at jeg fik lavet. Det er en god og nem måde at gemme minderne på, i stedet for at de ligger glemt i skyen, som en dag lukker hvis ikke du betaler, eller ligger på harddisken på en computer, der ikke holder for evigt.
Der er flere steder hvor man kan lave en fotobog, her er nogle af dem jeg har fundet frem til:
Hos cewe.dk kan du lave alt fra blot at bestille fotos til print, kalendre, mobilcovers osv.
Hos Vistaprint.dk kan du også lave fotobøger og meget andet.
Pixum.dk tilbyder også mange muligheder.
Du kan selv prøve google dig frem til endnu flere leverandører.
Kontakt mig
3600 Frederikssund
mail@jophoto.dk
60767630

CVR: 34316783